onsdag den 25. november 2009

Årets nok bedste julegave - før tid!

Jeg er lige flyttet, og i den forbindelse fik jeg sagt til min mor, at nu hvor jeg har plads, vil jeg købe mig en lænestol.

Og hvad gør Fru Larsen? Vupti ind på Lauritz, hvor hun finder denne fine øreklapstol med betræk i uld og alting. Hammerslag på halvdelen af vurderingen, og julegaven til Mette er hjemme.


Hun ringede bagefter for at høre om jeg kan li' den. Kan li' den??? Kære Mor, jeg elsker den.

Kniber man øjnene sammen, kan man (synes jeg) tydeligt se en mørkhåret kvinde midt i trediverne i stolen, omgivet af kurve fulde af garn. På hendes lille teaktræs-sybord står en kande dampende varm te. Hun løfter et stort strikketøj op, et sjal er det vist, og betragter mønstret med hovedet på skrå. Så lægger hun det fra sig igen, kigger direkte ind i kameraet, smiler ...

mandag den 16. november 2009

Jeg - en bænkevarmer.

Jeg er en lile fortabt dansemus i det store strikke-danse-univers på strikudfordringen So You Think You Can Knit. Jovist får jeg strikket, men eftersom jeg også liiige skal ha 2-3 julegaver af pindene - og er godt i gang med at tage kørekort - og i øvrigt skal flytte på lørdag - så er det ikke alverdens tid jeg får dedikeret til mit SYTYCK-projekt.


Men lidt sker der da:

Udgangspunktet var jo at strikke denneher fine top, men som Strikketanterne kan bevidne, er jeg jo ikke den der affinder mig med at en eller anden designer har bestemt, hvordan jeg skal strikke, så første præmis er at den skal modificeres - kraftigt. Og her er min SYTYCK-udfordring (at tilpasse et mønster og strikke noget som er kropsnært, med masser af ind- og udtagninger, så det passer lige præcis til MIN krop) helt perfekt!

Her følger en lille reportage fra træningslokalet ...

Mønsterprøve ét: Borten fra opskriften. Fin, men bare ikke særlig latin. Det er nærmere riverdance - den står bare ét sted og hopper op og ned, og gud forbyde at der skulle komme lidt sving i hofterne!



Mønsterprøve to, to-en-halv og tre:
Den lilla bort er tyvstjålet fra en opskrift i Hendes Verden en gang i efteråret 09. Den har den fantastiske finesse, at den ved hjælp af en slags vendestrik kan dreje, så man kan strikke en flad cirkel til fx. en halskant. Diagrammet består af en rektangulær- og en kile-rapport, og man styrer hvor 'hurtigt' borten svinger ved at kombinere de to. Ulempen er at den kun kan dreje til højre! Så fat i blokken og skrible-skrible en omvendt én, der kan dreje til venstre - det er den orange herunder. Det var lidt sværere end det lyder, for man skal lige have en fletning og to snoninger i tre forskellige tempi til at gå op - men sjovt, det var det!
Og så kom jeg pludselig på at den da var alt for bred og klodset, så jeg lavede også lige en variant med kun fletning og én snoning (rød). Den vil jeg anvende i det endelige projekt.



Mønsterprøve fire: Skal der strikkes kropsnært, kommer man (jeg) ikke uden om en dyb V-udskæring :-) Tilbage til det ternede papir, blyant og viskelæder - og lidt garn-og-pinde-arbejde også, forstås. Resultat: Hele toppens udgangspunkt, hvorfra alle snoninger og fletninger skal smyge sig om barm og ryg.



Femte og (foreløbigt) sidste prøve: strikkefasthedsprøve. Jo, jeg gjorde det! Og det var fedt :-) Faktisk var det bydende nødvendigt, for næste trin var en opmåling af egen krop (ufff!!!!) efterfulgt af en strengt matematisk udregning af det dertil nødvendige maskeantal.



Og så mangler jeg jo 'bare' at strikke selve toppen ;-)

mandag den 2. november 2009

strik og porcelæn

Se hvad jeg fandt på Design Ties ... Ideen er sikkert ikke ny, men fantastisk veludført. Fine skåle og vaser i porcelæn med strikstruktur (klik på billedet og se flere eksempler)

Det er ren poesi :-)

Kender en hobbykeramiker, der skal have dette link til inspiration - sammen med en ønskeliste herfra!


tirsdag den 20. oktober 2009

Gaver på vandring

Jeg har meldt mig til Gaver på Vandring hos Dandylion. Nu kan jeg bare gå og glæde mig til hun sender en hjemmelavet gave. At dømme efter hendes blog er hun superkreativ, så det blir spændende at se hvad hun finder på. Jeg glæder mig - meget :-)

Men sådan her forløber det:

Jeg lover at sende en fin hjemmelavet gave til de første 3 personer, som skriver en kommentar her, og som vil være med til at sende gaver på vandring.

Jeg ved endnu ikke hvad gaven vil være og jeg kan ikke love at du får den i morgen eller i næste uge, men du får den inden der er gået 365 dage - det lover jeg!

Det eneste jeg beder dig om at gøre til gengæld, er at du selv sender 3 gaver på vandring ved at give det samme løfte på din egen blog.

Vil du være med? Så smid en kommentar her :)
Kirsten og Kamilla har allerede meldt sig, men der er stadig en gave tilbage i posen!

søndag den 11. oktober 2009

Et chassée - ryst den røv. Mette danser latin!

Så er starten endelig gået for 'So You Think You Can Knit'.

Forberedelses-ugen, 'Hollywood Week', har jeg brugt på at tænke over, hvordan jeg vil tage udfordringen op og hvad jeg gerne vil have ud af processen.

Jeg skal strikke kropsnært og med super pasform, og det har jeg ingen erfaring med, så ét mål er, at jeg vil lære, hvordan jeg tilpasser projektets størrelse til mine kropsmål og til garnets tykkelse/strikkefastheden.

Jeg får brug for at arbejde meget med ind- og udtagninger, så jeg skal også studere forskellige måder, dét kan gøres på.

Og så skulle det hele jo gerne munde ud i et styk beklædningsgenstand ... indtil videre tænker jeg på noget i den her stil:



Er den ikke bare SÅ fin?! Opskriften er fra bogen 'Sensual Knits' af Yahaira Ferreira. Her er den vist i str. M - en stor del af arbejdet bliver nok at få den til at blive lige så fin i XL :-) For en måned siden ville tanken have fremkaldt angstens sved på min pande, men nu springer jeg glad og fro ud på det dybe vand, takket være Lisas udfordring.

Nåh, ja ... og garnet! Firenze, bomuld/akryl-blanding, i farven 'is-turkis' (hvis der findes noget, der hedder det?). Indkøbt på udsalg i Kvickly.

lørdag den 10. oktober 2009

Min mor har kugler af filt :-)

Min kære mor har en meget stor kreativ åre, og det er helt sikkert fra hende jeg har arvet lysten og talenterne til alt det håndarbejde, jeg går og pusler med. Et af hendes seneste påfund ser I her - fine kulørte filtbolde med broderede fabeldyr:

(Skålen er i øvrigt også hendes kreation - ret fin, synes jeg)
Men de der bolde gjorde mig lidt nysgerrig, så sidst jeg var dernede på weekend, fik jeg hende overtalt til en omgang leg-med-uld. Og se lige den bunke, hun hev frem:
Og så gik vi ellers i gang. Først lavede vi selve boldene af ubehandlet uld, som vi viklede med hvidt uldgarn og gav en ordentlig tur i det varme sæbevand - de ligger nederst i billedet her:

Så lagde vi tynde lag af det farvede uld udenpå, og filtede det fast.


Dagens resultat - alle de små røde har jeg lavet :-) De skal på juletræet i år!

Garn og chokolade - så bli'r det ikke bedre

Jeg er rigtig ved at udforske det svenske strikke-univers. Blandt andet har jeg tilmeldt mig en garnbytte-event, 'Garn och Chocklad', på stickamera.se, og for et par dage siden kom der så en pakke helt fra Lapland, fra Pia fra Glommersträsk. Og se lige hvad jeg fik:


Hun havde også sendt en t-shirt med samme motiv som postkortet - en bjørn, tegnet af hendes datter. Dygtig pige !! Mest eksotisk for en syd-skandinav som mig var de fine fyldte chokolader med hjortron-creme.


Men allergladest blev jeg for det fine strømpegarn! 4 nøgler Regia i de dejligste efterårsfarver. Kan næsten ikke vente med at komme i gang med at strikke strømper af det - men det må vist vente til 'So You Think You Can Knit' er overstået :-)


Tusind tak, Pia!!! Nu skal jeg så et smut på posthuset og sende en pakke til Carola i Sjöbo - jeg håber hun bliver lige så glad for det, hun får!

mandag den 5. oktober 2009

So You Think You Can Knit - udfordringen.

Den svenske (strikke-)blogger visa lisa har fundet på et fantastisk koncept: So You Think You Can Knit - og jeg har været så modig (eller dumdristig?) at tilmelde mig!

Kort fortalt går det ud på at Lisa, inspireret af TV-showet af næsten samme navn, har inddelt os strikkere i stilarter, præcis som danserne. Man får så lov at tilmelde sig i den stilart man er mest fortrolig med. Jeg er fx. 'balletdanser' - det beskriver Lisa sådan:

Det ljuva, skira, vackra, poetiska. Spetssjalar i skira garner rinner genom dina fingrar. Men även i andra plagg stickar du gärna spetsmönster. Mönsterpapperet i ditt knä visar ofta ett diagram. Omslag och minskningar i lövmönster, girlander och snirklar är din specialitet. Det ska allra helst hända något på varje varv, men även i längre och längre aviga varv tittar omgivningen avundsjukt på den älvalikt lätta magin dina stickningar blir. ('Spets' er svensk for hulmønster)

Nu kommer det sjove: alle deltagere i So You Think You Can Knit lader sig udfordre til at strikke på en helt anden måde end de plejer - og blogge om det! Jeg har lige fået min udfordring. Og jeg er dybt rystet. Læs bare her:

Din utmaning blir att dansa LATIN! Att anpassa sin stickning i stil är en självklarhet för de flesta i färg- och garnval (Så även för dig såklart!), men inte alltid mer än i storleksval vad gäller passform? Har jag fel?Latin handlar om kroppen – att anpassa en stickning för att den ska passa just dig! Lägga in eller ta ut, förkorta eller förlänga, eller mina egna favoriter – intagningar under, eller extra kil precis vid, bysten! Hur stort eller litet projekt du gör är helt upp till dig!

Kære Lisa, du har ramt min største strikke-fobi! Det er jo helt vildt! Og det vildeste er, at jeg først bliver bevidst om det nu.

Sjaler og tørklæder kan jeg strikke, og små trøjer til vennernes børn, og et par tykke sokker i ny og næ. Projekter som ikke kræver den store præcision. Lækkert og blødt? Ja. Varmt og praktisk? Som regel.

Men læs lige Lisas generelle beskrivelse af en latindanser/strikker:

Latin (rumba, salsa, lambada):
Sexigt kroppsnära. Ditt ledord är passform. Du lärde dig sticka för att kunna få kläderna att passa. Du vet hur man tar in i midjan, ger extra plats för bysten, eller förlänger, förkortar, förminskar och förstorar – allt för att plagget ska passa just dig och ingen annan. Dina kreationer visar upp dina kurvor, din längd eller vad det nu är som gör just din kropp så sexigt fantastisk!

Sexet og kropsnært? Øjeblik, skal lige hyperventilere færdigt ......

.... sådan ... :-) Nu går det bedre.

Faktisk havde jeg for en uge siden besluttet at strikke en trøje til mig selv. Det var ligesom ved at være på tide at kaste sig ud i et projekt af den størrelse. Jeg havde bare forestillet mig at det skulle være sådan en stor, praktisk uldsweater - lidt tung og firkantet, hvis I forstår. Nu, hvor Lisa har talt, bliver det anderledes. Og godt det samme: tænk, at det første rigtige, store strikkeprojekt jeg laver til mig selv, bliver lækkert og latino og ekstravagant og figurstrikket og forhåbentligt helt unikt og fantastisk !!

Så mangler jeg bare lige at bearbejde min (nordiske?) kropsforskrækkelse, så jeg tør at være fotomodel og vise slutresultatet frem her på bloggen. Der er heldigvis lidt tid endnu :-)

I denne uge skal vi samle inspiration, finde mønstre, købe garn osv., og på søndag går det løs med selve strikkeriet, bloggeriet og ikke mindst bloglæsning. Der er over 50 tilmeldte, og tanken er at vi skal følge med i hinandens blogs - d. 1. december stemmer man så på den, man synes har klaret sin udfordring bedst. Det bliver sindssygt spændende at læse!!!

Og nu ... vil jeg kaste mig over en strikkebog eller to inden jeg skal sove. Tror jeg kommer til at drømme om garn i nat :-)

onsdag den 23. september 2009

Fanø kalder ...

Skal til strikkefestival på Fanø med mine strikke-tanter nu i weekenden.

Vi har ikke meldt os til selve festivallen, men tager bare derover for at snuse til stemningen og være en del af garnhyggen. Og vi har fuldt program:

Fredag til onsdag skal vi strikke, spise god mad, strikke, gå ture ved vandet, strikke, gå på strikkeudstillinger, strikke, bade (vandet er vist stadig ca. 16 grader varmt), strikke, købe garn!, strikke, sove, strikke, drikke rødvin, strikke, læse i opskriftsbøger, strikke, lytte til garnet, strikke, lege med Tinas to små piger, strikke, brænde umulige projekter af på et kæmpe bål, strikke, strikke og ... strikke!

Det blir fantastisk !!!!!

Jeg skal både have Myrtle Leaf og tvillingetrøjerne med, samt 2-3 andre igangværende strikkeprojekter, jeg ikke har blogget om endnu. Og lidt glad hækling (oldemorsfirkanter i pink, rød, lilla og orange) - og muligvis en smule orkis ... Man skulle jo nødig komme til at kede sig, vel?

Trines stakkels lille Bedstemor-And-bil skal transportere tre af os derover. Plus mad, vin, øl, bagage og diverse. Og ikke at forglemme: bunker af garn, pinde, strikkebøger, igangværende og kommende projekter. Kunne blive lidt bange for at bilen skal pakkes så hårdt, at dørene springer op et sted midt på Fyn :-)

torsdag den 17. september 2009

Myrtle Leaf lace

Jeg faldt for noget tid siden over bogen 'Victorian Lace Today', købte den uden betænkningstid og sad mange aftner i træk og bare bladrede rundt i de mange fuldstændigt fantastiske opskrifter på sjaler og tørklæder i det fineste hulmønsterstrik, inspireret af victoriatidens 'lace'-strik.

Jeg besluttede mig for at lave et testprojekt. Først ville jeg egentlig bare have lavet en strikkeprøve, men hvorfor ikke lave en prøve man kan bruge til noget? Så jeg brugte diagrammet til Myrtle Leaf, men med færre gentagelser i bredden end opskiften dikterer.



















Her er midtvejsresultatet. Strukturen er lidt uklar, det fine bladmotiv træder først frem når det færdige tørklæde blockes - det er vist det engelske udtryk, men jeg har ikke helt styr på hvad det hedder på dansk? Strækkes, spændes ud??! Det har faktisk nok været den største udfordring: opskrifterne er på engelsk, så man skal lige lære forkortelser som SSK, YO og K2Tog. Heldigvis er bogen fuld af forklarende tegninger, så det går okay.

Garnet er et no-name mohair og akryl, jeg en gang har købt i Netto. Havde overvejet at smide det ud, men her har vi et klokkeklart eksempel på at man skal lytte til garnet - efterhånden som mit lille testprojekt skrider frem, kan jeg pludselig se hvor fantastisk lige netop det her garn er. Det ville jo bare elskes. Altså, farven ville stadig få mig til at ligne en kødpølse ... men nu findes der jo folk omkring mig med en lidt mere brun-venlig hud-/hår-/øjenfarvekombination, så jeg begynder at lege med tanken om at det her skal blive en fint lille julegave-lace-halstørklæde til mit mødrende ophav (hun læser ikke blogs, så hemmeligheden er vist velbevaret).

Det er et fantastisk pendler-projekt, så jeg slæber det med rundt i tog og busser. Vel at mærke efter en hurtig afskrift af diagrammet - selve bogen er stor og tung, og står godt og trygt hjemme i bogreolen!
















Her har jeg forsøgsvis spændt et lille stykke ud så man får en ide om hvordan det endelige resultat bliver. Lovende, synes jeg! Lige nu overvejer jeg, om jeg vil følge opskriften og strikke en bred, takket kant vinkelret på tørklædet, hele vejen rundt. De fleste af bogens opskrifter er konstrueret sådan, og det er en teknik jeg aldrig har prøvet før, så jeg burde nok ... Men jeg tror lige jeg venter og ser hvordan projektet udvikler sig (og om jeg når det inden jul).


fredag den 24. juli 2009

Tvillingetrøjer

Mine gode venner Andrew og Emma venter tvillinger til august, og jeg har besluttet mig for at give guldklumperne hjemmestrikkede velkomstgaver. Hos Nicole Design i Stege faldt jeg over dette fine bomuldsgarn.


Tanken er at strikke to næsten ens stribede trøjer - samme opskrift, samme farver, men med forskellige farvekombinationer. Indtil videre er jeg nået så langt på den første. Og ja, det bliver godt nok nogle rendyrkede 70'er-striber ...


Opskriften er fra opskrifthæfte 0812 fra SandnesGarn, design Lene Holme Samsøe. Teksten er norsk, og jeg har måttet regne maskeantallet om for at få strikkefasteheden til at passe, men alt i alt skrider det fint fremad :-)

torsdag den 2. juli 2009

Hovedet på bloggen ...

Efter at flere gode veninder har kastet sig over bloggeriet føler jeg mig nu også inspireret til at kaste mine tanker om alverden ud til ... alverden!

Hovedformålet er indtil videre at nørde garn med 'Strikketanterne' - Trine, Maria, Maria, Tina og Benedicte - mine strikkepiger, som er grundigt fordelt i det ganske danske land, mens jeg selv sidder alene med pindene i Næstved.

En stor sidegevinst ved at blogge er naturligvis, at det kunne ske at andre end tanterne skulle finde på at læse med, ligesom jeg selv har stor glæde af at læse hvad andre garntosser i ind- og udland går og nørkler med :-)

Senere kan det være jeg vil belemre mine omgivelser med fotos og tanker fra mit køkken eller min lille have, hvem ved.

Glæder mig til at prøve kræfter med dette for mig nye medie. Tak fordi du læser med!