lørdag den 28. august 2010

Endelig et færdigt projekt!

Ja, egentlig skulle det være én ud af to tvillingetrøjer, men ting har det jo med at tage tid, så de kære drenge oppe i Sverige er nu alt for store til at passe denne lille stribede bomuldstrøje.

Men det er min nevø Alfred ikke, så jeg greb pindene og fik trøjen færdig to dage før hans dåb. Garnet var rart at strikke med i sommervarmen, men kors hvor var der mange ender at hæfte! Det arbejde blir jeg vist aldrig helt gode venner med.

Trøjen blev overdraget til barnets mor sammen med denne lille vaskevejledning med isyet ekstra knap:

Ægbækgård

Har været på en hyggelig tur til gårdbutikken Ægbækgård sammen med de søde strikkedamer fra Vordingborg.


Butikken er et besøg værd, der er hylde op og hylde ned med lækre garner. En stor del af dem er lavet af uld fra gårdens egne finulds- og wensleydale-får og mohair-geder.


Og så rendte der de sødeste små katte rundt på gårdspladsen - én af dem var helt pjattet med at komme ind til alt garnet :-)


Det var svært at holde dankortet i lommen, og jeg kom da også hjem med et par nøgler garn :-) Bl.a. fandt jeg pludselig ud af at jeg egentlig godt kan li bouclégarn, så der blev investeret i et grå/hvidt test-nøgle. Købte også noget denim-garn, som skulle blive forvasket lige som éns jeans. Det bliver spændende at arbejde med.

Med andre ord har jeg nu endnu mere garn som der ikke er nogen konkrete planer for. Kan være man snart skal til at sortere lidt i lageret ...!